Praktik

Som virksomhed har man gode muligheder for at få en diplomingeniørstuderende i praktik.

Studerende på DTU Diplom har et obligatorisk 20-ugers praktikophold i en dansk eller udenlandsk virksomhed. Under forløbet skal den studerende opnå en grundig forståelse af de arbejdsmæssige forhold i en virksomhed og af det marked, der produceres og udvikles til. Dermed skal den studerende indgå i virksomhedens dagligdag på lige fod med de andre medarbejdere.

Kernen i ingeniørpraktikken er, at både virksomheden og den ingeniørstuderende får et udbytte af samarbejdet. Den ingeniørstuderende får afprøvet sine kompetencer ved at udføre et stykke praktisk arbejde baseret på det teoretiske fundament fra uddannelsen. Virksomheden kan få lagt ekstra arbejdskraft i områder, som de i hverdagen ikke har haft tid eller ressourcer til at undersøge. Derudover får virksomheden mulighed for at spotte talenter, og hermed møde mulige nye medarbejdere.


Formål

Formålet med praktikken er at give de studerende praktisk erfaring i en virksomhed og udvikle, samt styrke, deres kompetencer, se de er rustet til at træde ud i erhvervslivet efter uddannelsen.


Relevant problemstilling
DTU Diplom har generelt et fleksibelt syn når det kommer til valg af praktik- og projekt indhold.
Forudsat at det ingeniørmæssige indhold er af passende niveau og fagområde, kan der arbejdes med alle former for problemstillinger, som er relevante for virksomheden.
Den konkrete vurdering foretages af praktikkoordinatoren.