Investering i innovation sætter fart på udvikling af ny teknologi

tirsdag 25 feb 20

Kontakt

Bjarke Bak Christensen
Institutdirektør
DTU Bioengineering
30 66 42 33

Leder i nyhedsbrev

DTU Bioengineering udsender hvert kvartal et nyhedsbrev på engelsk med et udpluk af den seneste forskning. Nyhedsbrevet sætter fokus på aktuelle temaer og bliver kommenteret af institutdirektør Bjarke Bak Christensen. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet.

 

Et styrket fokus på samspil mellem grundforskning og innovation sætter fart på udvikling af nye biosensorer og målemetoder. For cirka to år siden besluttede vi på DTU Bioengineering at sætte mere fokus på innovation. Dette førte blandt andet til ansættelse af en vicedirektør med ansvar for innovationsområdet, samt to professorer og en lektor med stærke profiler inden for området. Nu er de første resultater på vej.

I det seneste nyhedsbrev, BioTrends, skriver vi om, at forskere fra DTU Bioengineering har udviklet en ny teknologi, der kan afsløre dræbende diarre hos pattegrise. Et andet forskerhold har udviklet en test, der kan afklare om børn er disponeret for at få astma. Og et tredje projekt viser lovende resultater med en ny og innovativ metode til at producere modgift mod edderkoppegift.

Innovationsmiljø

Alle tre projekter falder inden for Life Science. Men andre projekter om enzymer, der kan nedbryde plastik, eller om mikroorganismer, der kan bruges til at nyttiggøre affaldsprodukter og sidestrømme i produktion, vidner om, at hele DTU Bioengineerings miljø for innovation og entreprenørskab er i vækst. 

"Virksomhederne skal være parate til at indgå i flere samarbejder og i højere grad påtage sig et medansvar, og den risiko, der altid er forbundet med udvikling af ny teknologi."
Bjarke Bak Christensen, institutdirektør

Det er en udvikling, som stiller krav til både forskere og virksomheder. Udfordringen for universiteterne er, at vi skal vi skal have mere fokus på at omsætte grundforskning til nye metoder, så vi sikrer, at ny viden bliver nyttiggjort, samtidig med at vi ikke glemmer grundforskningen. Og virksomhederne skal være parate til at indgå i flere samarbejder og i højere grad påtage sig et medansvar, og den risiko, der altid er forbundet med udvikling af ny teknologi.

Dansk styrkeposition

Netop samarbejdet mellem universiteter og virksomheder er en dansk styrkeposition. Det åbne og tillidsfulde forhold i innovationsprocesser og i overførsel af teknologi, skaber unikke muligheder for udvikling og markedsføring af nye produkter. Og når samarbejdet oven i købet tager afsæt i stærke akademiske miljøer, både på universiteter og i virksomheder, så er vidensniveauet så højt, at vi kan præstere innovation i international topklasse.

Det starter i det små. Helt bogstaveligt i projekter, hvor vi på DTU Bioengineering forsker i at forstå vores enzymer eller mikroorganismer bedre. Vi prøver at fremstille nye molekyler syntetisk, og pludselig opdager vi en ny målemetode eller noget, der kan blive til en virksomhed. 

Jeg er optaget af, at vidensbroen mellem universiteter og virksomhederne bliver så stærk og tillidsfuld som mulig. Det er her, vi opfinder ny teknologi, og det er her, at universiteterne kan udvikle uddannelsen af kandidater, så de har de spidskompetencer erhvervslivet efterspørger.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.