DTUs 3D-betonprintere, Ballerup Campus. Foto: COBOD

Fremtidens ingeniører printer beton i 3D

onsdag 23 okt 19
|
af Line Reeh

Kontakt

Jakob Lemming Christensen
Afdelingschef
DTU Diplom
93 51 15 80

Kontakt

Malene Kirstine Holst
Laboratoriechef
DTU Diplom
93 51 15 71

Oplev 3D-betonprinteren på DTU

3D-printeren indvies mandag den 28. oktober 2019 klokken 15-17:30 ved en faglig event for samarbejdspartnere, virksomheder, branche, undervisere og studerende om fremtiden for betonprint, state-of-the-art projekter og muligheder for udvikling af betonprint-teknologien i undervisnings- og samarbejdsprojekter med DTU.

Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding, da der er begrænset antal pladser.

Program og tilmelding: https://www.tilmeld.dk/betonprinter (senest lørdag den 26. oktober).


Vil din virksomhed være med?

Virksomheder som vil deltage i udviklingen ved afprøvning af egne idéer, materialer med mere kan få adgang til faciliteter centreret omkring 3D-printeren i forbindelse med projekter og undervisning.

Kontakt afdelingschef Jakob Lemming Christensen.

 

Studerende, fagfolk og branche får fingrene helt ned i udviklingen af fremtidens byggeteknologi hos DTU, hvor en af Europas største 3D-betonprintere netop er flyttet ind på Ballerup Campus.

Det første danske prøvehus i 3D-printet beton står klar i form af et kontorhotel på 50 kvadratmeter i Nordhavn i København. Potentialet i printet beton er stort i det danske boligbyggeri, hvor man i dag bygger med støbte betonelementer. Men før teknologien kan implementeres på de danske byggepladser, skal den udvikles og modnes. Derfor er en af Europas største 3D-betonprintere netop flyttet ind hos DTU i Ballerup.

 

DTU's nye 3D-betonprinter er en anden generations konstruktionsprinter (BOD2) fra det danske firma COBOD. Printeren, som er den første af sin art i det danske uddannelsessystem, er en gantry-printer, som kan printe på et areal på ca 12 x 9,5 m, og 3,5 m i højden, i en hastighed på op til 30 m/min. 

 

State-of-the-art redskab til fremtidens ingeniører

Med 3D-betonprinteren får fagmiljøet omkring diplomingeniøruddannelserne inden for byggeri- og infrastruktur hos DTU Diplom, studerende og branche et unikt redskab til at modne næste generation af betonprint gennem fælles undervisnings- og udviklingsprojekter på DTU.

"Det er en fantastisk mulighed og en spændende tid. 3D-betonprint-teknologien har potentiale til at påvirke fremtidens byggerier i en kreativ, ressourcebevidst og agil retning, men der er et stykke arbejde, som skal gøres for at modne teknologien."
Afdelingschef Jakob Lemming Christenen, DTU Diplom

 

Det vurderer afdelingschef for Byggeri, Miljø og Infrastruktur ved DTU Diplom, Jakob Lemming Christensen, som samtidig inviterer virksomheder og branche ind til samarbejde om udvikling og afprøvning af materialer og ideer:

 

”Det er en fantastisk mulighed og en spændende tid. 3D-betonprint-teknologien har potentiale til at påvirke fremtidens byggerier i en kreativ, ressourcebevidst og agil retning, fordi teknologien gør det muligt at bygge uden nævneværdige meromkostninger. Men der er et stykke arbejde, som skal gøres først. Vi glæder os til at være med til at klæde erhvervet og fremtidens ingeniører på via undervisning og udviklingsprojekter med den nye state-of-the-art printer”.

 

Diplomingeniørstuderende i Ballerup vil blandt andet arbejde med 3D-betonprinteren på følgende områder:

  • udvikling og systematisk afprøvning af printmateriale med udgangspunkt i beton
  • tværfaglig udvikling af software og hardware til printeren
  • udvikling af tillægsfunktioner til printeren, som fx ilægning af armering, placering/udføre åbninger, printe med support osv.
  • supplerende anvendelsesmuligheder for udstyret (i en byggeproces). Udstyret har en løftekapacitet på 400kg.
  • beregning og test af nye ”konstruktionstyper”.

 

For at opnå flere af betonens store fordele og anvendelsesområder i konkrete og brugbare byggerier skal den printede beton armeres. I dag findes der ikke en industrialiseret, brugbar løsning til at armere de 3D-printede betonkonstruktioner. I forskningsprojektet N3XTCON, som er støttet af Innovationsfonden og ledes af Teknologisk Institut, undersøger DTU Byg betons tidlige egenskabsudvikling samt modellering af armeringskoncepter. 

 

 

3D-printet beton

Man laver elementer i 3D-printet beton ved at printe elementet i en additiv proces, hvor lag på lag af beton sprøjtes på i pølser, som presses sammen. Dermed mindsker man ressourcespild, blandt andet fordi man kan printe konstruktioner med hulrum. Samtidig betyder det, at man kan skræddersy faconen frit med rundinger og individuelle former, hvilket giver helt nye arkitektoniske muligheder

 

Når teknologien er udviklet og modnet, vil man dermed potentielt kunne printe skræddersyede betonkonstruktioner til markant lavere pris end i dag. 

 

Facts om printeren

DTU’s 3D-betonprinter er en 2. generations-konstruktionsprinter (BOD2) fra det danske firma COBOD. Gantry-printeren kan printe på et areal på ca. 12 x 9,5 m, og 3,5 m i højden. Hastigheden er op til 30 m/min. Lagtykkelsen er 10-40 mm mm med en bredde på 40-120 mm.

Erhvervelsen er gjort mulig takket være støtte fra Johan Hoffmanns Mindefond.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.