Green Mobility Challenge

Green Mobility Challenge er et ti-lektioners undervisningsforløb til naturgeografi i gymnasiet, der afslutter med en konkurrence og finaledag på DTU

I forløbet udvikler dine elever en løsning på følgende transport-problemstilling:

"Biltrafik forurener og skaber trængsel. Transportministeren har derfor afsat kr. 15 mia. til udvidelse af skinnebåren trafik i og omkring hovedstaden med henblik på at erstatte så meget biltrafik som mulig med togtrafik.

Gennem arbejde med kort over geografien i og omkring hovedstaden har dine elever til opgave at finde den bedst mulige bane-strækning, der kan etableres for maksimum kr. 15 mia. Eleverne sammenfatter deres løsninger i en kort rapport med transportministeriet som målgruppe.

Det er frivilligt om i vil deltage i konkurrencen eller blot anvende undervisningsforløbet. Hvis i anvender forløbet i efteråret 2020, så kan du indsende dine elevers rapporter til os og så deltager grupperne i din klasse i en national konkurrence med elevgrupper fra andre Naturgeografi B klasser.

Forslag til forløb
Du kan anvende dette ti-lektioners forløb som du synes. Vi regner en lektion som en klokketime, så hvis du kører med 1,5 timers lektioner, så regn med 6-7 lektioner. Et bud på et ti-lektioners program kunne være:

  • To lektioner: Generel introduktion til transport og til casen
  • Fem lektioner: Selvstændigt arbejde med problemstilling, data og design af løsning
  • Tre lektioner: Skrive rapport med løsning og argumentation for løsning

Hent materiale

Her på siden kan du hente en samlet pakke til at gennemføre forløbet i din undervisning. VIGTIGT: Vi arbejder lige nu på at forbedre pakken. Sidste år kørte otte gymnasieklasser forløbet og vi har fået en del feedback. Den forbedrede pakke er til rådighed her på siden i løbet af august. Hvis du har ønsker til pakkens indhold, så er vi lutter øren (du finder kontaktinfo nederst på siden).

 

Pakken indeholder aktuelt følgende dokumenter:

  • Kort vejledning til dig, så du lynhurtigt kan sætte dig ind i casen, succeskriterier for en god løsning og elevernes selvstændige arbejde
  • Læsestof til dine elever og til din introduktion af forløbet. Læsestoffet er korte introduktioner til transport og design af baneinfrastruktur (samlet 15 sider)
  • Data til brug for jeres elever. Data består af en række kort og tabeller (fx hvad det koster at bygge 1 km metro, 1 km S-tog, etc.)
  • Links til en række kort- og GIS-programmer, der til rådighed på internettet
  • En rapportskabelon, som hjælper dine elever til hurtigt og nemt at skrive en rapport hvor målgruppen er transportministeren og ministeriets medarbejdere

Deltag i konkurrencen indtil 1. januar 2021

Du kan som nævnt bruge dette ti-lektioners forløb i din undervisning når det passer i din kursusplan.

 

Hvis dine elever gerne vil deltage i konkurrencen, så skal du sende dine elev-gruppers færdige rapporter til os inden 1. januar 2021.

 

Vi inviterer de bedste 25 grupper til en finaledag på DTU (campus Ballerup). Der er præmier til top tre og det er en komité fra branchen, der vælger vindere. Alle grupper, der indsender rapporter, får feedback fra os omkring deres løsninger (uagtet om gruppen bliver inviteret til finaledagen eller ej).

 

Færdige rapporter sendes til mig (Samuel Brüning Larsen, studieleder på Diplomingeniør i Mobilitet, Transport og Logistik, på sbla@dtu.dk). Det vil være en stor hjælp, hvis du som underviser samler dine elevers rapporter og sender dem samlet til mig, så jeg har kontakt til dig som underviser.

 

Den store finaledag på DTU

Den store finaledag vil ligge umiddelbart før vinterferien. Det bliver en MEGA-spændende dag med indhold om transport, geografi, bæredygtighed, ingeniøruddannelse og karrierelæring. 

  • Der kommer besøg fra byplanlægningsvirksomheder, Vejdirektoratet, rådgivende ingeniørfirmaer, den kollektive transport og den globale fragt- og passagertransport
  • Dagen foregår fra kl. 11 til 15 på DTU's campus Ballerup, Lautrupvang 15, 2750 Ballerup. Vi skilter med ’Green Mobility Challenge’, så I ved hvor i skal gå hen.
  • Vi arbejder på at få penge fra ministeren til transportstøtte til jer hvis i kommer langvejs fra (fx Lolland, Fyn eller Jylland)
  • Præmiestørrelser melder vi ud når vi har overblik over budget (det kommer an på hvor mange penge vi kan rejse til at gennemføre konkurrencen)

 

Har du spørgsmål, forslag eller kommentarer?
Kontakt
Samuel Brüning Larsen, studieleder på Diplomingeniør i Mobilitet, Transport og Logistik, på mail sbla@dtu.dk eller telefon 93510784.

 

Kontakt

Samuel Brüning Larsen
Lektor
DTU Diplom
93 51 07 84